Mødehus legat

Sønderhav og Omegns mødehus' legat er opløst i 2019. I den forbindelse har Holbøl sogn modtaget ca. 375.000 kr., som ikke må anvendes til almindelig drift. 
Vi er meget glade og taknemmelige for den store gave. 

Sønderhav og Omegns mødehus´ legat
Legatets midler er tilvejebragt ved salget af Sønderhav og omegns mødehus i 1978. Legatets formål er at yde støtte til folkekirkelige, danske eller kulturelle formål, fortrinsvis i Holbøl sogn.
Legatet uddeles 1 gang årligt. Oplysning om ansøgningsfrist mm. annonceres i Gråsten Ugeavis, eller ved henvendelse til formanden for legatudvalget, Ib Krogh-Nielsen.

Baggrund for legatet.
Sønderhav og omegns mødehus’ historie går tilbage til tiden lige efter befrielsen i 1945. I efterkrigsårene var de nationale følelser stærke – ikke mindst i Sønderjylland.
I Sønderhav savnede man et nationalt samlingssted og stiftede et andelsselskab, med en, på daværende tidspunkt, anselig andelskapital på kr. 9.200. Ved hjælp af yderligere kapital i form af lån fra Haderslev Stift og Holbøl Menighedsråd kunne man i 1948 købe en ejendom. Ejendommen var konfiskeret som tysk-japansk ejendom.
Mødehuset var i en årrække rammen om kulturelle møder og regelmæssige gudstjenester. I modsætning til andre forsamlingshuse i Sønderjylland, havde mødehuset ingen nævneværdige indtægter. Lokalerne var ikke velegnede til fester og der var forbud mod udskænkning af spiritus. Økonomien var stram. Reparationer og vedligehold blev ofte udført af bestyrelsen og frivillige.

Efter svære overvejelser blev mødehuset i 1978 afhændet. Såvel mødehusets tilstand, men også det egentlige formål var ikke længere tidssvarende. Salgssummen blev placeret i et legat, der årligt skulle udbetale renterne af stamkapitalen til kirkelige, danske eller kulturelle formål, fortrinsvis i Holbøl Sogn. Legatet administreres af en bestyrelse bestående af formanden for menighedsrådet, sognepræsten samt to læge medlemmer fra Sønderhav.

Mødehus legatet har siden 1979 ydet støtte til vidt forskellige formål. Modtagerne har været forskellige organisationer og foreninger – ikke kun i Holbøl sogn. Af uddelinger kan nævnes tilskud til indkøb af Højskolesangbøger til Holbøl Landbohjem, tilskud til ekstra kirkeklokke i Holbøl, penge til ældreklubben i Holbøl, tilskud til reparation af legeplads i Hokkerup, tilskud til indkøb af sangbøger på Grænseegnens Friskole.