Læs provst Kirsten Sønderbys tale ved indsættelsen af Kristian Ditlev Jensen i Holbøl kirke

Læs provst Kirsten Sønderbys tale ved indsættelsen af Kristian Ditlev Jensen i Holbøl kirke

Læs provst Kirsten Sønderbys tale ved indsættelsen af Kristian Ditlev Jensen i Holbøl kirke

# Nyheder

Læs provst Kirsten Sønderbys tale ved indsættelsen af Kristian Ditlev Jensen i Holbøl kirke

Som provst for Aabenraa provsti er det mig der har den opgave og glæde at indsætte Kristian Ditlev Jensen som sognepræst for menigheden i Holbøl sogn. Det skal jeg gøre ved at tale til ham og til menigheden her i Holbøl Kirke og ved at oplæse og overgive biskoppens kollats.

Kære Kristian Ditlev Jensen og kære menighed i Holbøl Kirke

På et hvert af de programmer med salmer i, som vi dag har fået, følger der et smukt kors i papir. Korsene er fint udskårne og har tråd i, så man kan hænge dem op. Tanken er at de kors kan blive hængt på juletræerne i alle hjem i Holbøl, som et lille minde om kirken og Kristians indsættelse i dag.

Det er en smuk ide og et godt symbol på det, som en indsættelse af en ny præst faktisk handler om; at præst og menighed sættes i sammenhæng, gives til hinanden i et fællesskab om at evangeliet forkyndes på netop dette sted.

Og evangeliet er budskabet om at det barn, Jesus, der fødtes den julenat vi snart fejrer, var Guds søn. At Han døde på korset langfredag og opstod fra de døde påskemorgen.

Alt det fortæller det smukke kors af papir.

Jeg læste før fra profeten Esajas som Gud befalede at tale til trøst for folket. Råb! sagde Gud til Esajas. Hvad skal jeg råbe om, spurgte Esajas. Råb om livets forgængelighed og om Guds Ords evighed. Guds Ords evighed! Vi hører som kristne at det er Jesus han taler om. Livets forgængelighed og Ordets evighed. Det er jo Jesus på korset og i opstandelsen som for os samler timelighed og evighed, liv og død, sorg og kærlighed.

Dette skal forkyndes af alle som tror, her i Holbøl og alle steder. Og du Kristian er kaldet til at bruge al din arbejdstid på denne forkyndelse, her i Holbøl sogn og i Bov sogn hvor du skal bruge en fjerdedel af tiden.

Det er et dejligt og meningsfyldt, men også ganske særligt arbejdsliv at være præst. Og du er kommet til et dejligt og også ganske særligt sogn, som ikke alene rummer en blomstrende landsby, en friskole og et landbohjem, men også en Højskole, et skolehjem og hele to øer. Det bliver en spændende tid hvor I som præst og sogn skal lære hinanden at kende. Jeg håber at I, Kristian og Holbøl sogn vil møde hinanden med åbenhed og nysgerrighed, eller rettere, jeg tror at det vil I, for den Sønderjyske mentalitet, som jeg ved du holder så meget af, af hjertelighed og vilje til integration og fællesskab, vil sørge for at det sker.

Det vidner det smukke kors af papir på salmeprogrammerne allerede om. For man har ikke valgt et hjerte som motiv her i Holbøl, eller en engel, eller et lys, men netop et kors. Korset som sætter menneske og Gud sammen i et, som samler folk og kirke og knytter præst til menighed.

Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed