Holbøl konfirmation

   Vielse & Velsignelse

Vielse

 

Vielsesaftale

 

Aftale om vielse i Holbøl kirke sker ved henvendelse til sognepræste Jens Lind Andersen. Ved henvendelsen aftaler vi tidspunkt for vielsen samt taler kort om de praktiske ting, der går forud. Yderligere aftaler vi et tidspunkt for en vielsessamtale.

 

Vielsessamtale

 

Vielsessamtalen handler primært om den kirkelige handling. Der vil givetvis være mange spørgsmål af praktisk karakter, som I vil kunne få afklaret her, ligesom vi i fællesskab kan vælge de salmer, I gerne vil have sunget til jeres bryllup. Samtalen åbner mulighed for at tale om det, der er væsentligt i jeres liv og forhold. Midt i de mange praktiske forberedelser før brylluppet, kan mødet blive en god anledning til at få talt om det, der binder jer sammen. Præsten har selvfølgelig tavshedspligt, så hvis I har noget, der bekymrer jer før den store dag, har I også mulighed for at bringe det ind i samtalen. Samtalen kan også handle om kristen tro.

 

Det praktiske

 

I god tid inden vielsen skal I aflevere en ægteskabserklæring til bopælskommunen. Når kommunen har tjekket, at I ikke er umyndiggjorte eller allerede er gift, udsteder kommunen en såkaldt prøvelsesattest. Prøvelsesattesten skal afleveres på kirkekontoret i Aabenraa. Prøvelsesattesten gælder i 4 mdr. og skal være gyldig, når vielsen finder sted. Kirkekontoret i Aabenraa skal ligeledes have navne og adresser på to vidner.

Velsignelse

Ritualet

 

Hvis man er blevet borgerligt viet på rådhuset, har man mulighed for at blive velsignet i kirken.

 

Velsignelse i forbindelse med guldbryllup

 

I Sønderjylland er der mange steder tradition for en kirkelig velsignelse i forbindelse med guldbryllup.

Således kommer der også i Holbøl kirke en del guldbrudepar med deres venner og familie for at takke for de 50 år sammen samt få Guds velsignelse over deres fortsatte liv sammen. Det plejer at være en utrolig festlig og højtidelig dag, for der er bestemt meget at takke for og forundres over, når man har levet sammen som ægtepar i et halvt århundrede.

 

Aftale om velsignelse

 

Aftale om velsignelse i Holbøl kirke sker ved henvendelse til sognepræsten. Ved henvendelsen aftales tidspunkt for velsignelsen samt tales kort om de praktiske ting, der går forud. Yderligere aftales tidspunkt for en personlig samtale.

 

Personlig Samtale

 

Nogen tid før den kirkelige velsignelse mødes brudeparret/guldbrudeparret med præsten, hvor ceremonien gennemgås og hvor der tales om de ting, der rører sig i livet.

Kirkelig velsignelse af et borgeligt indgået ægteskab forløber på mange måder som en vielse, og samtalen forud for den kirkelige handling omhandler derfor som regel også de samme emner. 

 

Det praktiske

 

Hvis I ønsker en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab skal I, i god tid inden den kirkelige handling, aflevere kopi af den borgerlige vielsesattest til kirkekontoret i Aabenraa.